Get Adobe Flash player

Det sker

Ingen begivenheder

Statistics

Indholdsvisningshits : 419601

Kontakt

Home Om Øster Tørslev Bytrommen

Øster Tørslevs Bytromme

 

I forbindelse med Borgerforenings stormøde på Grønhøjskolen I 2010, blev der nedsat en IT-gruppe der skulle se nærmere på muligheden for etablering af Øster Tørslevs egen hjemmeside. Det primære formål skulle være at give både nuværende og nye borgere let og hurtig adgang til alle relevante informationer om byen og den nærmeste omegns tilbud og faciliteter, herunder også lidt historie.

 

 Fra flere sider blev det oplyst, at byen faktisk har sin egen – meget gamle, skulle det vise sig – bytromme.


Efter forespørgsler rundt i byen lykkedes det IT-gruppen at lokalisere trommen og få den fotograferet. Flere borgere i byen kunne oplyse, at de selv har set trommen blive brugt i praksis så sent som op i 1960'erne. Den begivenhed der blev nævnt oftest var nødslagtninger, men også problemer med vandforsyningen og andre begivenheder af almen interesse blev nævnt.

 

 

 

Trommen så meget gammel ud, og det kunne også godt ligne en tromme der havde en militær baggrund. Vi besluttede derfor at kontakte Statens Forsvarshistoriske Museum (Tøjhusmuseet) og kommentaren herfra var:


Tak for jeres forespørgsel til Statens Forsvarshistoriske Museum af 21. november 2010.


Den tromme I har i jeres besiddelse er meget fin, og noget I skal sørge for at passe godt på. Det betyder blandt andet, at I ikke skal pudse den op, da dette vil slide unødigt voldsomt på trommen.

 

Den er efter al sandsynlighed bygget i perioden 1790-1814, og nok i den tidligere ende af perioden.

 

3JJR” betyder 3. Jyske Infanteri-Regiment, ”7C” betyder 7. kompagni. Regimentet blev oprettet i 1790. Når vi kan sige at trommen er fra før 1814, er det fordi den Norske Løve stadig er i rigsvåbnet foran på trommen. Danmark mistede Norge i 1814, og derefter forsvandt den Norske Løve ud af våbnet.


Trommen har efter al sandsynlighed ikke været med i de Slesvigske Krige. Hvis den har, har den i hvert fald skilt sig ud. Under krigene har den været mellem 40 og 60 år gammel, og på det tidspunkt havde de militære trommers udseende ændret sig.


Jeg håber disse oplysninger kan kaste lidt lys over sagen”


Trommen befinder sig i dag på en privat adresse i byen, og der bliver passet rigtig godt på den.